Spring til indhold
Første henvendelse er gratis Kontakt os
§ OPHAVSRET · FAQ

FAQ om ophavsret — svar på de oftest stillede spørgsmål

Her finder du klare svar på de spørgsmål vi oftest får. Har du modtaget et forligstilbud, eller er dit eget materiale blevet brugt uden tilladelse? Spring direkte til det spor der passer til din situation.

Personlig vurdering af en jurist
, ikke en automatisk brevmaskine

§ Ophavsret · FAQ

Alle svar — samlet ét sted.

Brug indekset til venstre til at springe direkte. Alle svar er synlige, du behøver ikke klikke.

§ Situation 01

Jeg har modtaget et forligstilbud

Du har fået brev eller mail fra Jacobsen Jura om brug af beskyttet materiale uden tilladelse. Her er svar på det vi oftest bliver spurgt om, i den rækkefølge spørgsmålene typisk dukker op.

Hvorfor har jeg modtaget et forligstilbud fra jer?

Du har modtaget tilbuddet fordi du sandsynligvis har brugt materiale, f.eks. et billede eller en tekst, der er beskyttet af ophavsret, uden tilladelse fra rettighedshaveren. Vi sender forligstilbuddet på rettighedshaverens vegne. Det konkrete grundlag og henvisning til ophavsretsloven står i det medsendte følgebrev.

Kan jeg undgå betaling ved at slette materialet?

Nej. Kravet dækker den krænkelse der allerede har fundet sted, det er ikke nok bare at fjerne materialet. Du skal både fjerne det krænkende indhold og betale kompensation. I sjældne tilfælde kan der være krav om yderligere erstatning; det vil i så fald fremgå af følgebrevet.

Kan jeg bruge materialet efter jeg har betalt forligstilbuddet?

Nej. Betalingen dækker den krænkelse der allerede er sket, den giver dig ikke en fremadrettet brugsret. Hvis du vil anvende materialet lovligt, skal du indgå en selvstændig licens- eller brugsaftale med rettighedshaveren. Er du i tvivl, kan vi formidle kontakten.

Hvordan betaler jeg et ophavsretskrav?

Du betaler efter anvisningerne i det forligstilbud du har modtaget på mail eller som brev. Her står beløb, kontonummer/MobilePay og frist. Har du mistet tilbuddet, kan du skrive til [email protected] med dit sagsnummer, så sender vi oplysningerne igen. Gem altid kvittering eller overførselsdetaljer som dokumentation.

Kan jeg få en afbetalingsordning?

Måske. Vi tilbyder afdragsordninger hvor det er passende. De oprettes via Betalingsservice og tilpasses din situation. Vilkår: administrationsgebyr 34,00 kr. ekskl. moms pr. rate · minimum 1.000 kr. pr. afdrag · løbetiden aftales individuelt. Kontakt os på [email protected] for at aftale nærmere.

Hvad sker der når jeg har betalt?

Når vi har modtaget betalingen, og du har fjernet det krænkende materiale, afsluttes sagen, og du får en skriftlig bekræftelse. Vær opmærksom på at betaling alene ikke lukker sagen, materialet skal også være fjernet. Hvis krænkelsen fortsætter, forbeholder vi os retten til at indbringe sagen for retten, selvom beløbet er betalt.

Hvad sker der, hvis jeg ignorerer brevet?

Du undgår ikke kravet ved at lade være med at svare. Hører vi ikke fra dig inden fristen, sender vi typisk én eller flere rykkere; reagerer du fortsat ikke, kan kravet overdrages til retslig inkasso eller indbringes for retten. Ved en domstolsbehandling pålægges du normalt renter og sagsomkostninger oveni det oprindelige krav. Det er næsten altid billigere at tage dialogen tidligt, også hvis du er uenig.

Hvad gør jeg, hvis jeg er uenig i kravet?

Kontakt os hurtigst muligt, helst inden fristen i forligstilbuddet, og forklar hvorfor du mener kravet er uberettiget. Vi gennemgår dine indsigelser og vurderer sagen. Som udgangspunkt fastholdes kravet, fordi det bygger på dokumenteret krænkelse. Opnår vi ikke enighed, kan sagen indbringes for retten; taber du, kan du blive pålagt renter og sagsomkostninger oveni.

§ Situation 02

Min ophavsret er krænket

Du har opdaget at dit værk er blevet brugt uden tilladelse, fx et billede du har taget, en tekst du har skrevet, eller et design du har udviklet. Her er hvordan vi kan hjælpe, og hvad du selv kan gøre fra start.

Hvad gør jeg, hvis min ophavsret er blevet krænket?

Tre trin: (1) Saml dokumentation, gem links, skærmbilleder med synlig URL, og noter dato for krænkelsen. (2) Send dokumentationen til [email protected], så vurderer vi sagen gratis. (3) Hvis vi kan hjælpe, håndterer vi hele processen, fra påkrav til evt. retssag. Er der tvivl om dit ejerskab, vejleder vi dig i at dokumentere det.

Hvordan dokumenterer jeg at jeg ejer rettighederne?

Relevant dokumentation omfatter: Originalfiler med oprettelsesdato (RAW, PSD, Word), metadata der viser skabelsesdato, publiceringsdatoer fra hjemmeside eller sociale medier, kontrakter eller overdragelsesaftaler hvis rettighederne er overført, og eventuelt skitser eller arbejdsmateriale der viser din kreative proces. Vi vurderer altid bevisgrundlaget og hjælper med at styrke det, hvis nødvendigt.

Hvad er værkshøjde — og hvordan ved jeg om mit værk har det?

Værkshøjde betyder at værket har en vis grad af originalitet og personlig skabende indsats, det skal være udtryk for selvstændige kreative valg. Tærsklen er typisk lav: Et almindeligt blogindlæg, en produktbeskrivelse, eller et amatørfoto med komposition og lyssætning har som regel værkshøjde. Rene fakta, lister, helt trivielle skabeloner og meget simple grafiske elementer har det derimod ikke. Er du i tvivl om dit værk er beskyttet, vurderer vi det som del af den gratis indledende sagsvurdering.

Hvor hurtigt skal jeg reagere?

Så hurtigt som muligt. En tidlig reaktion begrænser spredningen, styrker din position i en evt. retssag, øger chancen for hurtig fjernelse af materialet, og signalerer at du tager dine rettigheder alvorligt. Gem dokumentation straks du opdager krænkelsen, og send os materialet, jo hurtigere vi får sagen, jo flere muligheder har vi.

Kan jeg selv kontakte krænkeren, eller skal jeg få hjælp?

Du kan godt selv kontakte krænkeren, men overvej: Er du tryg ved at formulere et juridisk korrekt krav? Ved du, hvad du må og ikke må kræve? Kan du dokumentere korrespondancen korrekt til brug i en evt. retssag? Vi oplever ofte, at krænkere reagerer hurtigere og mere seriøst, når henvendelsen kommer fra en jurist.

Hvad koster det at få hjælp?

Vi tilbyder ofte no cure – no pay i sager med solidt juridisk grundlag, så betaler du kun, hvis sagen vindes eller afsluttes med betaling fra krænkeren. Modellen aftales konkret pr. sag og kan suppleres af eller erstattes af fast pris eller timeafregning, afhængigt af sagens karakter. Vores honorar fratrækkes inden kompensationen udbetales til dig, så du aldrig selv ligger ude med penge. Vi påtager os kun sager, vi vurderer er juridisk holdbare og realistiske at inddrive. Er sagen usikker, siger vi det ærligt, og kan i stedet henvise dig til selv at føre sagen eller søge anden rådgivning.

Kan Jacobsen Jura føre alle sager?

Nej. Vi påtager os kun sager med et solidt juridisk grundlag og en realistisk mulighed for resultat. Som udgangspunkt fører vi sager, hvor krænkelsen er sket i Danmark og kan forfølges efter dansk ret. I visse tilfælde kan vi hjælpe i andre EU-lande, men det kræver en konkret vurdering. Alle sager vurderes individuelt, og det er gratis.

§ Situation 03

Jeg vil bruge materiale lovligt

Du vil undgå at komme i klemme med ophavsretten, hvad enten du driver en blog, en virksomhed eller bare deler ting online. Her er de fire spørgsmål vi får oftest.

Hvor kan jeg finde billeder jeg lovligt må bruge?

Fire veje: (1) Tag dine egne billeder, eller hyr en fotograf og få brugsretten skriftligt. (2) Betalingsdatabaser som shutterstock.com og istockphoto.com giver dig en licens inkl. kommerciel brug. (3) Gratis billeddatabaser som pexels.com og pixabay.com, her er kreditering ofte ikke krævet, men anbefales. (4) Dokumentation er altid dit ansvar, gem skærmbilleder med synlig URL og download-link, så du kan bevise kilden, hvis spørgsmålet opstår.

Hvad er citatret — må jeg citere uden tilladelse?

Ophavsretslovens § 22 giver dig ret til at citere fra et offentliggjort værk uden tilladelse, hvis citatet sker i overensstemmelse med "god skik" og kun i det omfang formålet kræver det. I praksis: Korte uddrag, tydelig kildeangivelse, og at citatet indgår som led i en bredere fremstilling, fx en analyse, anmeldelse eller debat. Citatretten dækker ikke at lægge et helt billede, en hel artikel eller en længere passage op uden tilladelse, heller ikke selvom du krediterer ophavsmanden.

Gælder de samme regler for tekst og AI-genereret indhold?

Tekster er beskyttet på samme måde som billeder, hvis de har værkshøjde, altså en vis kreativ originalitet. Korte faktuelle oplysninger er ikke beskyttet, men en blogtekst, en produktbeskrivelse eller en artikel er som regel. AI-genereret indhold er et nyere og juridisk uafklaret område; hvis du bruger AI til at "rewrite" en eksisterende tekst, kan det stadig krænke originalen. Spørg os, hvis du er i tvivl.

Kan jeg bruge materiale hvis jeg krediterer ophavsmanden?

Nej, ikke automatisk. Kreditering erstatter ikke en tilladelse. Uden en udtrykkelig licens eller aftale er brugen fortsat en krænkelse, selvom du angiver kilden. Undtagelser findes i ophavsretsloven (citatret, privat kopiering), men de dækker sjældent kommerciel brug. Er du i tvivl, så spørg.

Har du stadig spørgsmål?

Kan du ikke finde svar på dit spørgsmål her, er du altid velkommen til at kontakte os. Første vurdering er gratis, og vi er ærlige hvis vi ikke kan hjælpe.

§ OPHAVSRET

Få en personlig vurdering af din sag

Beskriv sagen kort, så vender vi tilbage med en vurdering af dine muligheder og et konkret forslag til næste skridt.